Stramt tungebånd – hvad gør jeg så nu?

Hvis du først lige er blevet opmærksom på, at du eller dit barn har stramt tungebånd, kan det godt virke lidt overvældende med alle de nye informationer. Du er måske i tvivl om, hvad dit næste skridt skal være i forhold til at få tungebåndet undersøgt.

Vi har her samlet de bedste råd til, hvordan du kommer videre. Så kan du altid dykke videre ned i forskningen senere.

Mistanke om stramt tungebånd - hvad gør du nu? Her er en guide.

Sådan kan du gøre, hvis du mistænker stramt tungebånd

1 – Har du/dit barn nogle symptomer?

Start med at kigge på listerne med symptomer. Er der nogle af dem, der passer?
Du behøver ikke at have alle symptomerne, et enkelt kan være nok til at overveje at få tungebåndet klippet.

2 – Hvis du ammer, har I da fået ammehjælp?

Stramt tungebånd giver ofte ammeproblemer, men det er ikke altid synderen. Nogle gange kan symptomer som sutteblærer, sår og dårligt vakuum komme af, at du og baby har udviklet en forkert ammeteknik.

Det er vigtigt at opsøge en uddannet ammevejleder, som har den nyeste viden om stramt tungebånd, så I kan få be- eller afkræftet, om det kan være en del af jeres problemer. Ammevejlederen vil også kunne hjælpe jer med ammestillinger, så I kan amme videre, indtil I har fundet ud af, hvad I vil gøre ved det stramme tungebånd.

3 – Har du/dit barn fået kropsbehandling?

Mange af symptomerne på stramt tungebånd kan også komme som følge af spændinger i kroppen. Derfor anbefaler vi altid at bliver checket grundigt igennem af en dygtig kropsbehandler, som kan vurdere, om spændingerne kommer af stramt tungebånd eller ej.

Hvis du ikke mærker bedring efter 3-4 behandlinger, eller symptomerne bliver ved at vende tilbage trods regelmæssig behandling, kan det være en indikator på, at tungebåndet er stramt.

4 – Få vurderet, om der er stramt tungebånd

Når du skal have vurderet, om dit eller din babys tungebånd er stramt, er det vigtigt at du tager til en OMFT-behandler eller en anden fagperson, som er uddannet i tungens og mundmuskulaturens funktioner.

Det er ikke noget, som er en del af nogle af de sundhedsfaglige uddannelser, man kan tage i Danmark. Derfor er det vigtigt, at du finder en, som har specialiseret sig i tungens funktion.

Du kan læse mere om vurdering her: Sådan vurderer jeg et stramt tungebånd

Vurdering via billede og video

I mange facebookgrupper er det muligt at lægge et billede op af din babys eller din tunge og få en masse svar på, hvordan det ser ud.

Men pas på.

Selvom det kan være rart at spørge om erfaringer, så er det ikke en god måde at få vurderet tungebåndet eller læbebåndet på.

På babyer er det ikke muligt at vurdere et læbebånd eller tungebånd ud fra billeder alene. Når man vurderer, om det er gavnligt med et klip, skal man også vurdere elasticiteten i vævet, og det kræver, at man fysisk løfter op i læben/tungen og desuden undersøger, hvordan vævet kan bevæges.

Desuden er det de færreste, som løfter tungen på deres baby rigtigt, og det kan nemt give et “falsk negativ”. (Vil du lære, hvordan du gør det rigtigt, og hvad du ellers skal kigge efter, så er dette kursus noget for dig)

Ved voksne kan der laves en vurdering online gennem en række spørgsmål og øvelser – men heller ikke her, kan man vurdere noget ud fra et billede alene.

5 – Overvej, om tungebåndet skal klippes 

Der er rigtig mange, som bliver født med et stramt tungebånd, men det er ikke alle, der har gener af det. Derfor er det ikke altid nødvendigt at få klippet tungebåndet.

Det er vigtigt at finde ud af, om problemerne blot skyldes forkert ammeteknik, dårlig kropsholdning eller spændinger og låsninger.

Hvis tungebåndet er stramt, vil løsninger som kropsbehandling og ammevejledning dog kun være symptombehandling, og så er et klip ofte det eneste, der kan hjælpe.

Man kan ikke vokse sig fra et stramt tungebånd, men kroppen kan lære at kompensere for det. Det vil dog oftest føre til andre problemer, som kan ses på symptomlisterne.

Selve klippet kan aldrig stå alene.

Et stramt tungebånd giver funktionelle problemer, fordi det begrænser tungens (og andre af kroppens muskler og væv) mobilitet og funktion. Derfor er det vigtigt at lave forberedende træning – og det gælder i alle aldre, også babyer.

6 – Valg af læge eller tandlæge til klip

Når du har taget beslutningen om, at tungebåndet skal klippes, er det bare at bestille tid. Der kræves ikke henvisning fra egen læge til behandling hos hverken danske ØNH-læger eller eksperter i udlandet.

Vær opmærksom på, om den behandler, du vælger, har specialiseret sig i at klippe tungebånd – det er ikke alle, der har det som speciale.

Jeg ser ofte, at de, der ikke har specialiseret sig i tungebånd, laver “ufuldstændige klip”.


Et “ufuldstændigt klip” er, hvor lægen ikke løsner alle de fibre, der giver resrtiktion af tungen. Hvis man får lavet et ufuldstændigt klip, vil der altså stadig være stramhed, hvilket kan gøre, at såret vokser forkert sammen, eller at behandlingen ikke virker optimalt.

Nogle kan opleve forbedring af ammeproblemer ved et ufuldstændigt klip. Desværre oplever mange, at det først for alvor hjælper, når man får løsnet al det væv, der giver restriktion af tungens bevægelighed, da det er den bagerste del af tungen, der skaber det vakuum, som skal til for at tømme brystet helt.

Min erfaring er, at et ufuldstændigt klip derfor kan hjælpe for nogen, hvis amningen er akut i fare, men at langt de fleste senere får brug for endnu et klip.

Der er desuden større risiko for at danne arvæv, når klippet er ufuldstændigt. Arvæv kan gøre mobiliteten i tungen dårligere, og altså muligvis forværre problemerne.

Få flere gode tips og hør andres erfaringer i min gratis gruppe på facebook, TungebåndsKlubben: